Decent People i Tivoli's Dansetten


Forsiden af Decent People's singleplade



Billede fra min brochure 1969/70



Decent People

Holger's Foto Stribe nr. 78

Kære Alle der følger 'Holger's Foto Stribe'.

I 1969 spillede mit big band The Decent People i Tivolis Koncertsal.

Det var STORT! Tivolis artistchef Eigil Svan kontaktede mig for at få et big band som Decent People engageret til Dansetten.

Her kunne man ikke købe spiritus. Når man bestilte en 'Rom og Cola', så var rommen essence.

Det var i øvrigt der, at man dansede Jitterbug. Der var konkurrencer, og danserne fik numre sat på ryggen med små sikkerhedsnåle.

Jeg mener, at jeg stadig har nogen fra den gang.

Det var i 1969, og det sidste år at Dansetten eksisterede. Den skulle afløses af det 'moderne' i den tid - et diskotek.

Det blev til Krudt Huset (på bastionen).

Jeg kørte rundt til 5-6 diskoteker i København med Chef Arkitekten i Tivoli ved navn Spjæt, så han med egne øjne kunne se, hvordan et diskotek skulle se ud. Han skulle også mærke atmosfæren!

Forhistorien er, at det var Decent People, som var skyld i, at jeg blev kunstnerisk leder at det ny Diskotek Krudt Huset i Tivoli.

Restauratøren Otto Burchard fra Dansetten overtog forpagtningen af Diskotek Krudt Huset i 1970.

Det var nye tider, så nu måtte man gerne købe alkohol. Jitterbugkonkurrencerne ophørte. Vi er stadig i 1969.

Diskotek Krudt Huset åbnede i 1970. Man havde gjort alt muligt for at tilpasse sig ungdommen og moden.

Man havde f.eks. særlige drinks glas, som jeg stadig har nogle af.

I en af de kommende Foto Striber, der handler om det nye Diskotek Krudt Huset, viser jeg glassene.

Orkestrene skulle spille 4 x ½ time, afløst af en discjokey. Det var et fedt job og meget efterspurgt.

Den reelle forhistorie kommer nu.

Vi var 4 musikbureauer, som havde leveret orkestre til Tivolis Dansetten i 1969.

Tivoli havde overgivet forpagtningen af det nye Diskotek Krudt Huset til restauratør Otto Burchardt, som henvendte sig til os 4 musikbureauer for at få tilbud på orkestre.

Jeg vil tro, at jeg selv havde halvdelen af de orkestre, som skulle spille derinde.

Jeg blev stillet over for nogle betingelser, som jeg straks sagde nej til.

Jeg tror, at de 3 andre musikbureauer ikke afviste dem straks, men da dagen kom, hvor betingelserne skulle indfries, så gætter jeg, at de også trak sig.

Så var der kun mig tilbage, som ikke havde stillet restauratøren i udsigt, at det ville jeg godt!

Derved blev jeg - mit mindre musikbureau Hagelberg Booking - leverandør af alle orkestrene til Tivolis nye Diskotek Krudt Huset de næste 4 år.

Her er der i det følgende info om Decent People, som jeg har fået fra Ole Trier, som i dag er keyboard spiller i The Rocking Ghosts:

Decent People:
Dannet i foråret 1968 af
Mark Hartvig - trombone
John Ziegler - tenorsax
Knud Petersen - guitar
Andreas Jensen - bas
Bo Frandsen - trommer

Ole Trier - orgel, kom til i sommeren 1968 og
Roy St. John Foster - sang, fra efteråret 1968.

November 1968 indspillede Decent People singlen 'Let the good times roll'/'Show me' under navnet Roy & Decent People.

I midten af 1969 forlader Roy, Andreas og John gruppen og erstattes af:
Tom "Tobias" Steenberg - sang (tidl. Someones)
Ken Schoer - bas (tidl. Fourways)
Torben Ebbesen - tenorsax (tidl. Someones)

Denne udgave af Decent People holdt de næste par år indtil det blev for dyrt at holde et 7-mandsorkester med blæsere på landevejen.

Decent People optrådte i klubber og spillesteder over hele landet og bl.a. i Le Carrousel, Revolution, Club & og "Reprisen" i Holte, samt i svenske folkeparker.

På vedhæftede billede af Decent People's singleplade ses sangeren Roy forrest, og helt ude til højre Ole Trier, som i dag spiller key-board i The Rocking Ghosts.

På det andet billede fra min brochure 1969/70 ses Ole Trier i midten og forsangeren Tobias helt fremme.

Min brochure bringes i næste Foto Stribe.

Mvh
Holger

OBS! Mine billeder må bruges efter forudgående aftale med mig!


Book et 60'er orkester gennem Scanart Music på 21 61 23 23