Nyt Medlem i The Clidows i efteråret 1965


The Clidows har skiftet en mand ud. Beat nr. 13 1965



Fankort med de nye Clidows, 1965



Rocky Mountain's i 1965



The Clidows fra venstre: John Kjærgård og 'nye' Helmuth Ozolins (1965)



The Clidows fra venstre: Helmuth Ozolins, John Kjærgård, Torben Larsen (1965)



The Clidows fra venstre: Holger Hagelberg, 'Krølle' og Helmuth Ozolins (1965)



Torben Larsen, 'Krølle' og fotograf Per Dalsgaard (1965)



Per Dalsgaard fotograferer The Clidows til Top Pop i 1965



BT morer sig over det lange hår og skæg, da The Clidows spillede i 'Africano' 1965



Lokalavis skriver om The Clidows arrangement i Vangede Ungdomsklub



Artikel om The Clidows i 'Ude og Hjemme' nr. 45 i 1965

Holger's Foto Stribe nr. 22.

Kære Alle der følger 'Holger's Foto Stribe'.

Efter Sommeren 1965, hvor The Clidows spillede hele sæsonen i Valhalla på Dyrehavsbakken, sluttede Palle Finderup som guitarist, og den nye single guitarist blev Helmuth Ozolins.   

Helmuth havde spillet lead guitar i The Beavers, og fik nu chancen for at komme til et af de mere kendte orkestre, som havde en pladekontrakt med Sonet på Dortheavej 39 på Nørrebro. 

Efter det faste job i Valhalla på Dyrehavsbakken, så var det nu en tid med løse jobs i ungdomsklubber og spillesteder. 

Jeg tog rundt for at finde jobs til The Clidows. Jeg husker, at jeg var ude og tale med ejeren af spillestedet 'Resi' på Nørrebro. Her mødte jeg Arne Worsøe, som ville lave en aftale med ejeren. Der var et lille dansegulv med stakit om fra tiden med 10-øres dans. 

'Resi' blev siden købt af Povl Parris og indrettet som 'Hit House 2', hvor man kunne servere øl og spiritus, hvilket man ikke kunne købe i Hit House ved Frederiksberg Runddel. 

I Thomas Gjurup’s bog om 'Hit House' kan man bagerst læse, om hvem og hvornår orkestrene spillede i Hit House - og her kan man læse om Hit House 2, som havde åbent i en periode i 1965.  

Der var dengang flere faste spillesteder ud over dem i Nyhavn, Giraffen i DI Bygningen ved Rådhuspladsen, Jomfruburet på Strøget nær Rådhuspladsen, Moulin Rouge i Vanløse, Hit House på Frederiksberg og Le Caroussel ved Vesterport Station. 

Der var også Ryttergården ved Klampenborg Station og Geels Kro i Holte lige overfor Rådhuset. 

Da jeg kom der, så spillede The Rocky Mountains den aften. De gjorde et stort indtryk på mig, da de havde en særlig sound, lidt á la Spotnicks - og de optrådte i deres sølvlame jakker, og så spillede de alle de populære 50'er og 60'er melodier. Jeg har været inde og søge efter et par billeder med dem, som jeg viste i min Foto Stribe nr. 15. Her er et af mine billeder med Rocky Mountains medtaget. 

For nogle år siden var navnet 'The Rocky Mountains' ved at komme på plakaterne igen. Jeg havde Rocky Mountains på plakaten for 'Tirsdags Pigtråd' på Dyrehavsbakken og for 'Hit House' koncerten begge i 2015. 

Jeg boede hjemme hos mine forældre i Blidahpark. Jeg husker, at jeg lånte min Far's Volvo 544, for at jeg kunne køre rundt til Ungdomsklubberne, for at få dem til at engagere The Clidows. Der var mange ungdomsklubber i Københavns området, som arrangerede pigtråd koncerter for deres medlemmer. 

For at gøre min rundtur til klubberne effektiv og hurtig, så fik jeg en af mine venner, som var bilinteresseret, til at køre med. Han var også interesseret i orienteringsløb, så jeg tænkte, at han kunne sidde med vejkort og vise vej, og blot sige: ”lige ud, drej til højre, lige ud, drej til venstre!”. Det var før man havde en GPS til at hjælpe sig med at finde vej. Så ville jeg kunne spare tid og nå rundt til flere ungdomsklubber på en aften. 

Den første ungdomsklub, som vi skulle besøge lå i Vangede. Jeg drejede til højre og venstre og kørte ligeud! Vi endte på en blind vej på Mariebjerg Kirkegård. Så opgav jeg den ide, og vi kørte hjem til Blidahpark. 

Nogle dage senere kørte jeg over i Vangede Ungdomsklub, som havde til huse i Mosegårdsskolen, og fik en aftale med om et engagement med The Clidows. Husorkestret i Vangede Ungdomsklub hed i øvrigt 'Atraction', og deres guitarist hed Michael Hardinger.

På et par af mine vedhæftede billeder ser man The Clidows til en fotooptagelse. Det er Per Dalsgaard, som var den førende fotograf indenfor underholdningsbranchen den gang, hvor det hele startede op med Hit House og flere popblade. Optagelsen endte med et flot helsides farvebillede i popbladet Top Pop nr. 2 i 1966. 

Inde i bladet var der på side 15 en artikel om, at The Clidows også var gået over til at spille folkemusik. Det drejede sig om, at forsangeren John Kjærgaard, som spillede banjo, fik udgivet en separat plade på Sonet som Brutus. 

Det var Gustav Winkler, som havde fået den ide, at når man havde udgivet plader med Cæsar, så kunne man også lave en plade med Brutus.  

The Clidows optrådte 5 gange i Hit House. Første gang var i september 1965. Et af årets store job var ved udgangen af 1965 i Africano i Esbjerg i december.   

Det blev omtalt i BT med en flot tegning, som er vedhæftet denne Foto Stribe nr. 22.   

I efteråret 1965 indspillede The Clidows med Helmuth Ozolins på lead guitar deres plade nr. 2 på Sonet. 

Det vender jeg tilbage til i den næste Foto Stribe.

Der er flere billeder at se på denne hjemmeside www.scanart.dk under foredrag, hvor jeg viser et lille udpluk af mine billeder fra hele perioden i 60'erne.

Mvh
Holger

OBS! Mine billeder må bruges efter forudgående aftale med mig!


Book et 60'er orkester gennem Scanart Music på 21 61 23 23