Danmarksmesterskabet i Beatmusik 1965


The Clidows ved Danmarks Mesterskabet 30. januar 1965



Pressefoto af The Clidows



The Clidows ved Danmarks Mesterskabet 30. januar 1965



The Clidows ved Danmarks Mesterskabet 30. januar 1965



Annonce (delt i 2) BT 28. januar 1965



Annonce i Politiken 1. februar 1965.

Holger's Foto Stribe nr. 10.

Kære Alle der følger 'Holger's Foto Stribe'.

Som nævnt har jeg måtte ty til mine scrapbøger. Jeg har affotograferet siderne, som har klip fra bl.a. Danmarks Mesterskabet i Beatmusik afholdt i Tivolis Koncertsal 30.1.1965.

Jeg fotograferer meget. Det er min hobby, og jeg startede i min teenagetid. Da jeg aftjente min værnepligt, så var jeg sergent i Flyvevåbnets Fotosektion i Værløse.

Jeg lavede også 8mm smalfilm fra jeg var 14 år gammel. Jeg har bl.a. en lille smalfilm, som jeg havde lavet drejebog til. Den viser os drenge fra 'Fort Honika' (Holger, Niels og Karsten), som er i 'krig' mod fjenden nede i skoven ved Klitborg i Rørvig. Levende billeder den gang i 1957 var 'STORT'. Jeg var bidt af det med levende billeder.

Jeg havde en lille biograf sammen med min legekammerat Knud Guldberg, som havde en 35 mm for filmstumper i kælderen i Blidahpark. Første række på en pude kostede 10 øre, og stolerækken bagerst kostede 25 øre.

Vi udvidede repertoiret, ved at jeg købte en 16 mm fremviser med håndsving. Jeg købte den i legetøjsforretningen Thorngreen på Strøget. Det var mest små ruller med tegnefilm - men grunden for foto og film blev lagt.

Jeg har ikke så mange billeder fra DM. Det skyldes, at jeg optog en 8 mm smalfilm med The Clidows. Den har jeg fået lagt over på en VHS video med underlægnings musik af The Clidows. Når jeg en gang får den digitaliseret, så vil jeg lægge den på YouTube under 'Scanart Music', hvor der i dag ligger flere af mine musikvideoer fra i sommers.

Hvis du går ind på den, så klik efterfølgende på 'Videoer', så du kan se dem alle sammen.

Efter finalerne rundt om i landet i 1964 var de 5 finalister udpeget til konkurrencen om DM i Beatmusik i Tivoli's Koncertsal. Her var det også Erik Haaest, som var arrangøren. De 5 konkurrerende orkestre var Københavns mestrene The Clidows, Sjællandsmestrene The Flames, Fynsmestrene The Spacemakers, Jyllandsmestrene Tony and the Diamonds og Lolland Falster-mestrene.

Læg mærke til guitarerne, som the Clidows spillede på ved Danmarks Mesterskabet. Det er Epison guitarer udlånt et år af Larsson.

The Spacemakers var med Jørn Mader og Jørn Bonnesen, som er tilbage på scenen i vore dage, når man oplever dem på Dyrehavsbakken, Hit House, Fuglsøcentret og rundt om i landet. Det er godt gået.

Da jeg for nogle år siden mødte Jørn Bonnesen i Odense, så talte vi om DM i 1965. Jørn fortalte mig, at da han hørte The Clidows spille 'Little Red Rooster', så var det så godt, at nakkehårene rejste sig. Et andet nummer, som The Clidows var rigtig gode til var 'Yesterday Man' - min bror Niels siger, at den spillede de bedre end originalen.

Desværre hører vi aldrig disse gode numre. Jeg ved ikke hvorfor? Tænker, at dem der spiller musik programmer er for unge til at kende disse unikke numre. Godt at vi dog stadig har Charlotte Mørch og Jørgen de Mylius på P5!

I kan høre Chris Andrews på YouTube spille 'Yesterman', og når I er i gang, så hør Chris Andrews give 'Pretty Belinda', og læg mærke til publikummet af unge mennesker dengang!

Tony and the Diamonds fra århus var super gode. Da jeg i 1965 havde engageret dem til en aften på Den Runde sidst på sommeren, så blev restauratør John Neumann, som jo var musiker, så begejstret, at han hyrede dem til resten af sæsonen, ca. 10 dage i træk helt ind i starten af august, hvor det begyndte at tynde ud blandt landliggerne.

John Neumann gav dem et tilbud inklusiv overnatning i et sommerhus, som han lejede til dem på stedet.

Hvem var Lolland Falster Mestrene 1965? Fortæl Poul Nowack det, hvis du husker navnet! Danmarks Mestrene året før var Les Amis fra Odense. Vinderen af DM 1965 blev The Flames fra Ringsted.

Af vedhæftede annonce kan man se, at der var 2 koncerter den 30 januar 1965. Entreen til den første var 5 kroner og til den næste med finalen var 12 kroner. Erik Haaest var forretningsmand, og så muligheden for en stor indtægt ved at fylde 2 Tivolis Koncertsale samme aften.

Han havde også til koncerten lavet ekstra underholdning, som det fremgår af annoncen for det, som han kaldte 'Ti vi ka' Li' - et godt bogstavrim, som gør det let at huske. 'Ti vi ka' Li' var en gennemgående overskrift for de koncerter, som Erik Haaest arrangerede.

Der er flere billeder at se på denne hjemmeside www.scanart.dk under foredrag, hvor jeg viser et lille udpluk af mine billeder fra hele perioden i 60erne.

Mvh
Holger

OBS! Mine billeder må bruges efter forudgående aftale med mig!

(24.8.20)


Book et 60'er orkester gennem Scanart Music på 21 61 23 23